Mange danskere sover dårligt. Det skal vi gøre noget ved, for sovetid skal tages alvorligt. Derfor sætter apoteket nu fokus på den gode søvn og hvordan du kan få mere af den.
Vågner du udhvilet og klar til dagens udfordringer? Eller kæmper du alt for ofte med snoozeknappen, når vækkeuret ringer? Hvis det sidste er tilfældet, er du ikke alene. Når man spørger befolkningen, svarer knap halvdelen, at de har oplevet søvnbesvær inden for de sidste 14 dage. Derfor har apoteket allieret sig med søvnforsker, overlæge og professor Poul Jennum i en indsats for at fremme den gode søvn.
Den livsvigtige søvn
Der er for alvor ved at komme fokus på, hvor vigtig søvnen er i forhold til at have det godt og forebygge sygdom på kort og langt sigt. Faktisk mindst lige så vigtigt som det, vi spiser, vores rygevaner, alkoholindtag og daglige bevægelse.
Det glæder søvnforsker Poul Jennum.
– Man skal huske at søvn – det er 24/7. Når man har det skidt om dagen, så tager man det ofte med under søvnen, og når man sover skidt, så tager man det med ud i dagen.
Poul Jennum er søvnforsker, overlæge og professor i neurofysiologi. Foto: Apoteket
Alvorligt på langt sigt
Under søvnen foregår der en masse livsnødvendige processer i krop og hjerne. For eksempel bruger hjernen søvnen til at bearbejde de indtryk, den har fået i løbet af dagen, og lagre dem på rette hylde, så hukommelsen kan fungere. Immunforsvaret er også påvirket af, hvor godt du sover.
Uden den nødvendige søvn vil man hurtigt opleve fx hukommelsesbesvær, nedsat koncentrationsevne og manglende energi. Man kan komme i rigtig dårligt humør og have svært ved at omgås andre mennesker. Men også på langt sigt kan dårlig søvn have nogle uheldige konsekvenser, advarer Poul Jennum.
– Vi ved for eksempel, at kort søvn er forbundet med større risiko for overvægt, for sukkersyge, for hjertesygdomme og på langt sigt også en øget dødelighed.
Ro på. Det er normalt at sove dårligt af og til
Alle mennesker har perioder, hvor bekymringer, travlhed eller livsændringer sætter det normale søvnmønster ud af kraft. Det kan vi mennesker heldigvis godt klare, hvilket småbørnsforældre sikkert vil sætte pris på at høre.
Når det, der har udløst søvnmanglen forsvinder, bliver søvnen normal igen. Det er først, når man har muligheden for at sove, men ikke kan, at man har et søvnproblem.
1. Det tager over 30 minutter for dig at falde i søvn.
2. Du vågner om natten og har svært ved at falde i søvn igen.
3. Du vågner meget tidligt, uden at være udhvilet og uden at kunne falde i søvn igen.
Sover du godt nok? Denne lille test kan give dig et fingerpeg om kvaliteten af din søvn.
Gør sovetid til kvalitetstid
Heldigvis behøver man ikke finde sig i dårlig søvn. Der er nemlig en lang række ting, man selv kan justere på i sin hverdag for at forbedre søvnen. Som med så meget andet, er god søvn langt hen ad vejen et spørgsmål om øvelse og prioritering.
Hvad der virker for den enkelte kan være forskelligt, så prøv dig frem, og find det der passer til dig og din hverdag. Du vil opleve, at når du sover godt, så bliver du også bedre til at være vågen.
Tager du mobilen med i seng? Det kan være én af årsagerne til, at du har svært ved at falde i søvn. Foto: Shutterstock
Skab en god rutine
Stå op og gå i seng på samme tid hver dag – også i weekenden.
Få brugt din krop hver dag
Det skaber en naturlig træthed. Men undgå motion de sidste timer inden sengetid.
Optimer soveværelset
De fleste sover bedst i et mørkt, køligt og roligt rum. Luft gerne ud og hold en temperatur på 18-21 grader.
Pas på søvndræberne
Der er ting, du kan gøre for at hjælpe din søvn – og så er der ting, der kan spænde ben for alle dine gode intentioner. Her er to af dem:
Pas på det blå lys
Det blå lys fra skærme forvirrer vores naturlige
døgnrytme, som styres af lys og mørke og forhindrer kroppen i at udskille søvnhormonet melatonin, som gør os søvnige. Skru ned for lyset de sidste timer, inden du skal sove.
Undgå alkohol før sengetid
Din søvn bliver dårligere, når du har drukket alkohol. Du sover ganske vist dybere til at starte med, men senere bliver din søvn urolig og afbrudt, og du får svært ved at falde i søvn igen, selvom du er træt.
Har du fået lyst til at blive klogere på søvnens mysterier? Se filmene og få flere gode råd på apoteket.dk/sovetid. Her kan du også stille os spørgsmål døgnet rundt på vores anonyme online chat.