Virkeligheden og dens mennesker træder frem gennem de dramatiske, morsomme og mindeværdige øjeblikke fra sidste år fanget af landets bedste pressefotografer.
2021 blev et lidt indadvendt år for dansk fotojournalistik og afspejler på den måde året, som mange af os oplevede det. Corona-restriktioner i både ind- og udland gjorde deres til at spænde ben for rejser og for den fulde frihed til at lave reportager, som danske fotografer er vant til. Det ses dog ikke i kvaliteten af billederne og de visuelle fortællinger. Men valget af emner og ikke mindst selve Årets Pressefoto, der også vinder i kategorien Hverdag, peger måske lidt mere indad og viser en refleksion over eviggyldige emner som liv, død, kærlighed og eksistens. Dommerne beskrev årets vinderbillede af Sigrid Nygaard som fotojournalistik, når den er finest, og sagde bl.a. følgende:
“Det råber ikke i sin form, men siger meget og vil os meget i sin ualmindelige almindelighed, og derfor er det både forventeligt og overraskende på samme tid. For det er privat og intimt, men også debatskabende og fortæller om sin samtid, og så er det ikke mindst fyldt med den kærlighed, som flyder i en cirkel gennem berøringerne.”
Blandt årets vindere er
ÅRETS PRESSEFOTO
Vinder: Sigrid Nygaard, Dagbladet Information
ÅRETS PRESSEFOTOGRAF
Vinder: Jacob Ehrbahn, Politiken
Samtlige vindere og deres foto-serier i alle konkurrencens kategorier, herunder Årets Sportsbillede, Årets Nyhedsbillede Ind- og Udland, Årets Danske Hverdagsbillede med flere, kan ses i udstillingen.