Den, der ikke frygter en telefonsælger … : Ny tv-serie er et rystende indblik i et råddent arbejdsmiljø

Hej. Du taler med Mia fra Xxxx. Må jeg forstyrre dig i fem minutter?

Nej. Det må du i hvert fald ikke.

Er der et andet tidspunkt, hv….

NEJ!

I adskillige år var jeg ikke den bedste udgave af mig selv, når en telefonsælger ringede mig op. Og slet ikke, når det skete midt i aftensmaden. At skulle forholde mig til ting og sager, jeg ikke har bedt om, føles lidt upassende. Og meget ubelejligt.

Men. Så fik et kært familiemedlem arbejde som telefonsælger i en helt igennem ordentlig organisation og kunne fortælle om grimme ting, folk sagde til hende, når hun ringede dem op. Det var hun ked af. Folk kan jo bare sige nej på en pæn måde, som hun forklarede.

Siden har jeg talt ordentligt til telefonsælgere. I hvert fald til dem, der sælger aviser, og dem fra humanitære organisationer. De repræsenterer trods alt viden, demokrati eller omsorg for andre. Vigtige sager.

De må også gerne ringe til mig ifølge Forbrugeraftaleloven – kendt som Dørsalgsloven. Den giver lov til at kontakte os danskere uopfordret, hvis det handler om bøger, forsikringer, abonnementer på aviser, tidsskrifter og redningstjenester.

Jeg er dog stadig ikke meget for at høre om for eksempel mobil-abonnementer og energi. Disse selskaber må egentlig heller ikke kontakte mig, men det sker, når jeg uforvarende er kommet til at give dem lov, fordi jeg har deltaget i en eller anden konkurrence. Dumt af mig.

Men det er ikke så dumt at være på vagt. I hvert fald ikke, hvis DR’s nye ungdomsserie “Guldfeber” står til troende.

I serien kommer vi indenfor hos et såkaldt grønt energiselskab, hvor unge – fortrinsvis mænd – skal sælge så mange aftaler som muligt til private kunder.

Arbejdsmiljøet er horribelt.

Hver enkelt medarbejder kan på kontorets elektroniske tavle følge med i, hvor godt han eller hun klarer sig. Hvor langt man er fra at indtage førstepladsen. Et salg giver ret til at slå på kontorets store gongong, hvorefter der er kollektiv fejring og ekstra goder.  Er man den ringeste, får man smæk med et bælte – på sine bare baller – mens alle andre ser på.

Der pustes til konkurrence-gener og gruppepres. Hyldest og ydmygelser. Stress og “enhver er sig selv nok”.

Chefen er en psykopat, der det ene øjeblik er de unges bedste og lyttende ven, som kaster om sig med goder, fester og højt humør. Det næste øjeblik er han et rasende og grænseoverskridende monster. Et eksempel på, at uligevægtige og uberegnelige chefer er psykisk ødelæggende.

Kontoret flyder i energidrikke og løgne. Sælgerne lyver om deres navn, for det sælger bedre at hedde Christian end Jamal. Og de lyver også om pris og om hvor meget lidt grøn, energien i virkeligheden er. De snyder deres kunder.

“Guldfeber” er skrevet af Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg på baggrund af deres egne erfaringer som telefonsælgere i 00’erne. Det er et rystende billede, de tegner.

Man kan indvende – og håbe – at vi er mere korrekte og ordentlige her i tyverne end i nullerne. Også på telemarketingkontorerne.

Alligevel føles serien både aktuel og vedkommende. Den er en huskekage om, at på præstationskulturens bagside kan ens værdier og moralske kompas hurtigt rådne. At nok kan konkurrence i nogle tilfælde være godt og motiverende, men at samarbejde i et anerkendende og stabilt ledet arbejdsmiljø altid er bedre. For det vokser vi af – alle sammen.

“Guldfeber” er en hurtigt set og velspillet lille serie, der når bedst i mål med sin skildring af arbejdsmiljøet,  psykopatchefen (Anders Heinrichsen) og et hårdt prøvet venskab mellem to af hans unge medarbejdere (Tarek Zayat og Andreas Bruun).

“Guldfeber”. Dramaserie. Kan streames på DRTV. Seks afsnit af 17 til 25 min.