Lastbilchauffør Michael tilbringer weekenden hjemme hos sin kæreste, men i hverdagen er han på landevejen og eksperimenterer med sin biseksualitet ved at være sammen med fremmede mænd. Han føler, at hans kæreste ikke kan opfylde alle hans behov som en mandlig partner ville kunne.
Udgivet: 03. maj 2023
»Efter lyskrydset skal du dreje ind ad vej nummer to, så holder jeg med min lastbil med fronten mod dig,« skriver Michael i en sms, der kort tid efter bliver fulgt op af en ny,
»Er lige i gang med at ringe hjem og sige godnat, så vent med at komme nærmere, til jeg giver fri bane.«
Michaels lastbil er den eneste, der holder på vejen. Der er ingen gadebelysning, og klokken er over midnat. Hele det omkringliggende industrikvarter virker mennesketomt, og det eneste, der bevæger sig, er de mørke træer, der vokser vildt langs vejkanten.
»Jeg er færdig med at snakke nu. Kom om i passagersiden, så sørger jeg for, at der er låst op,« skriver han.
Han har trukket et mørklægningsgardin for alle ruderne i lastbilens kabine, så man ikke kan se ind. Han åbner døren.
»Velkommen til,« siger han.
31-årige Michael lever et dobbeltliv som biseksuel. Han har lige sagt godnat til sin kæreste, der ikke må vide, han skal interviewes, så derfor skal det foregå så anonymt og fjernt fra alting som overhovedet muligt. Hun ved heller ikke, at han systematisk mødes med fremmede mænd på rastepladser for at have sex med dem.
»Jeg er lastbilchauffør, så jeg er på vejen fem dage om ugen. Og når jeg er ude, så er det mænd, jeg er sammen med. Kun i weekenderne er jeg sammen med min kæreste, men der er alt, hvad der hedder sex med mænd også ude af mit hoved. Så ja, jeg lever et dobbeltliv, og jeg ville sådan set ønske, det ikke var sådan,« siger han.
Ikke set, ikke bøssemistænkt
Michael er en af de mænd, der finder andre mænd at være sammen med i offentligt rum. Fænomenet kaldes cruising. Der er overordnet to typer mænd, der gør dette, og Michael hører til den gruppe, der kaldes ’de skjulte’, siger kultursociolog Jakob Haff, der har skrevet speciale om cruising.
»Der er to typer, der søger andre mænd på de offentlige steder. De åbne og de skjulte. De åbne brugere er dem, der ikke er bange for at stå ved deres seksualitet, og de skjulte brugere er dem, der skjuler deres lyst til mænd til dagligt. De kan have brug for nogle steder, hvor de kan møde mænd diskret, så de kan adskille det fra deres hverdagsliv,« siger han.
Cruising er skræddersyet til de skjulte brugere. Sexmøderne foregår på steder, der ikke sættes i forbindelse med sex mellem mænd, så det er ikke mistænkeligt, at de opholder sig der, man skal ikke udveksle telefonnumre bagefter, og møderne er anonyme.
»Der er ingen, der undrer sig over, at jeg som lastbilchauffør befinder mig på en rasteplads. Det er kun mig, der ved, hvorfor jeg er der. Hvis jeg skulle komme på en bøssebar eller lignende, ville jeg jo være afsløret med det samme, hvis jeg blev set der. Cruising er praktisk, for rastepladserne, hvor jeg møder de andre mænd, passer ind i mit skema,« siger Michael.
Faste rastepladser landet over
Og det er sådan mange biseksuelle mænd, der skjuler sexmøder fra deres kærester og koner og får plads til et dobbeltliv, siger Susanne Grenaae fra foreningen Sex og Sundhed, hvor hun rådgiver de skjulte biseksuelle mænd til dagligt.»Jeg ser, at mange udlever deres biseksualitet i små lommer. Det er, når de skal lufte hunden eller skal på aftenkursus. De mødes kun med andre mænd anonymt og uforpligtende, hvis de kan bortforklare, hvor de har været,« siger hun.
Michael har haft sex med mænd på blandt andet rastepladserne ved Pedersminde, Middelfart og Limfjorden, hvor han naturligt kommer forbi som lastbilchauffør. Og på dage, hvor han ikke søger sex, som trods alt er de fleste, kan han alligevel ikke lade være med at bemærke, om der skulle være andre på rastepladserne, der gør.
»Helt pr. automatik begynder jeg at scanne området. Jeg ser, hvor bilerne holder, om der sidder nogen i dem, og om der går nogen rundt ved parkeringspladsen. Hvis de er der for at have sex, så går de rundt og laver ingenting, men laver alligevel en hel masse. De går forbi det samme skilt med vejkort flere gange og lader, som om de rent faktisk kigger på det. De ryger tre cigaretter i stedet for én. Men de venter faktisk bare på, at der kommer én forbi, der gør det samme. Laver ingenting,« siger Michael, der selv benytter sig af denne metode for at blive genkendt af dem, der ved, hvad de skal kigge efter – og for at holde sig skjult for dem, der ikke kender spillets regler.
Denne skjulte tilværelse følger Michael fra rastepladserne og hele vejen hjem. Hver dag holder han sig skjult for sine venner, sin familie – og sin kæreste. Han føler, det er den eneste mulighed, han har, for han accepterede først sin biseksualitet to år efter, han mødte kæresten, som han nu har været sammen med i over syv år. Han har aldrig kunnet indgå i forholdet på den præmis, at han er biseksuel.
Konen går, hvis hun vidste det
»Jeg er 100 procent lukket omkring min seksualitet. Det er ikke noget, min omgangskreds skal vide, og det er ikke noget, min kæreste skal vide. Jeg ved, hun ikke ville acceptere det. Det har hun sagt lige ud. Det var ikke, fordi jeg spurgte, men vi sad og så et program på fjernsynet, hvor biseksualitet blev nævnt, og hvor hun så meget tydeligt fik erklæret, at hvis jeg var til mænd, så ville hun ikke være sammen med mig. Jeg er god til at læse hende, og det kom 100 procent fra hjertet.«
Denne frygt for at miste kan være typisk hos de biseksuelle mænd, siger Susanne Grenaae.
»Mange af de mænd, jeg taler med, frygter at ødelægge familien, hvis deres dobbeltliv bliver opdaget, men de kan have svært ved at leve uden at udleve deres seksualitet. Og hvis de skal springe ud med deres biseksualitet, er de også bange for, at konen går fra dem. Så mange føler lidt, at lige meget hvad de gør, så er deres familieliv i fare,« siger hun.
Michael ved godt, at han bare kunne lade være. At han bare kunne acceptere, at så længe han har en kæreste, så skal han være hende tro. Men han mener ikke, det er så lige til for biseksuelle.
»Min kæreste kan aldrig fuldt ud give mig det, jeg har brug for rent seksuelt. Som heteroseksuel har du jo en kone, der, i hvert fald i forhold til køn, kan give dig det, du har lyst til. Som biseksuel kan hun kun give dig halvdelen – lige meget hvad. Jeg har aldrig været min kæreste utro med andre kvinder. Det har kun været mænd. Hun mangler simpelthen noget, som en mand har, og der er ikke følelser involveret, når jeg er sammen med dem. Det er udelukkende seksuelt,« siger han og husker alligevel en gang, hvor et møde udviklede sig til andet end bare sex.
En eneste gang talte vi sammen
I en bås på et af rastepladsens udendørstoiletter var han ved at give oralsex til en fremmed mand. Men pludselig stoppede manden ham.
»Vent lige. Jeg ved sgu ikke, om jeg kan komme. Jeg er ikke vant til det her,« sagde han.
»Var det ikke det her, du havde lyst til,« spurgte Michael.
Manden trak på skuldrene.
»Altså, joh, men det plejer at være mig, der går på knæ.«
Efter afbrydelsen gik de ud på parkeringspladsen sammen.
Der skulle ikke ske mere. Michael vil også udelukkende være den, der giver, for den mere dominerende rolle får han levet ud hjemme hos sin kæreste, siger han.
»Så faldt vi i snak sammen ude på parkeringspladsen. Normalt har man sex, og så siger man farvel, men jeg tror, vi stod der i en halv time. Vi udvekslede historier, og det var rart bare at have én, jeg kunne være åben overfor. Det er ensomt altid at skulle holde så stor en del af min identitet skjult,« siger Michael, der håber, at han en dag kan leve mere åbent.
»Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle min kæreste om det hele. Jeg ville ønske, mine to liv smeltede sammen, så jeg kunne leve et fuldt liv hver dag. I et andet liv, ville jeg da klart at foretrække, at det var noget, jeg kunne have sammen med hende. Måske kunne vi have en husven, som vi kunne deles om. Behovet for cruising ville ikke være der længere, hvis der var en stabilitet i mit liv,« siger han.
»Men det kommer aldrig til at ske. Hvis det bliver mig og hende resten af livet, så kommer jeg til at leve et dobbeltliv resten af livet.«